Hospitalsklovnene Frk. Lakrids og Boing spiller guitar for lille Clara på hospitalet

Oplev hospitalsklovnenes arbejde.

Danske Hospitalsklovne arbejder for at styrke indlagte børns livsglæde og livsmod, så de bedre kan stå sygdomsforløbet igennem. Vi møder og anerkender barnet der, hvor det er. I angsten, i glæden, i kedsomheden.

Vi besøger børn og unge, der er indlagt på hospitalet, psykiatriske afdelinger og som befinder sig på institutioner inden for specialområdet.

Det tager 1,5 år at blive hospitalsklovn, men de fleste af os kommer med mange års erfaring som f.eks. kunstnere, artister, pædagoger eller sygeplejersker.

En tryg hånd at holde i, når livet på hospitalet gør ondt

Når vi som hospitalsklovne træder ind i et rum, ser vi de mennesker, der er – børn, pårørende og personale – og reagerer på den konkrete stemning. Måske er der brug for at omdanne hospitalsstuen til et rum fuld af leg og magi. Måske er der brug for hjælp til at gennemføre en undersøgelse. Eller måske er der brug for, at vi sætter ord og krop på barnets smerte.

Hospitalsklovnen deler sin styrke med barnet og giver, hvad der er behov for. For mange børn kan klovnen blive en tryg hånd at holde i, når livet på hospitalet gør ondt. Og et anker at vende tilbage til.

Fakta

  • 69 uddannede hospitalsklovne
    Alle hospitalsklovne har en 1,5-årig uddannelse og modtager løbende efteruddannelse.
  • 7.433 klovnevagter
    I 2023 havde vi 7.433 klovnevagter, hvor vi besøgte syge og sårbare børn på hospitaler, børnehospice, børne- og ungdomspsykiatriske afsnit, specialskoler, aflastningsinstitutioner og bosteder.
  • 21 år med næsen i sporet
    Danske Hospitalsklovne blev stiftet i 2003 for at sikre en faglig og grundig hospitalsklovneuddannelse og udarbejdelse af klare standarder for hospitalsklovnefaget.