Giv smil og livsglæde videre i dit testamente .

Søren tilgodeser Danske Hospitalsklovne i sit testamente

I 2016 bliver livet vendt på hovedet for Søren Seeberg Sørensen. Sørens kone får konstateret demens i en alder af 64 år og må flytte på specialiseret plejehjem. En livsændring, der får Søren til at tage et aktivt valg om at skrive testamente, hvor han tilgodeser Danske Hospitalsklovne.

Søren og hans kone har ingen børn, og derfor har det været naturligt for dem at testamentere til velgørenhed.  

”Jeg mener, at det er vigtigt at tage stilling og på den måde præge livets gang. At oprette testamentet var det sidste, jeg manglede for at få ro i sjælen”, fortæller Søren.

Søren har hele sit liv været optaget af at hjælpe og gøre en forskel for mennesker. Hele hans voksenliv har han arbejdet som lærer på Forældreskolen i Aarhus. I dag er han pensioneret, men er aktiv som formand for Pårørenderådet på plejehjemmet og holder også foredrag om livet som pårørende.

“Jeg har som lærer mødt mange børn, der har været syge og har haft brug for og glæde af hospitalsklovne. Det har en utrolig stor betydning dét, som hospitalsklovnene laver, og livsglæde er så vigtigt. Med testamentet vil jeg gerne sige en dyb tak for de grundlæggende livsværdier og det engagement, der er i Danske Hospitalsklovne,” siger Søren Seeberg Sørensen.

En hilsen fra Bjørn Nielsen, der har skrevet Danske Hospitalsklovne ind i sit testamente

“På en grå, overskyet dag, sker det af og til, at der pludselig åbner sig et lille hul i skydækket og sollyset stråler ned. I lyset bliver alt farvestrålende, nærmest fortryllet; alt synes smukt og alt andet – det grå/sorte udenom – er ligegyldigt.

Sådan oplevede jeg hospitalsklovnene i det lille halvår, jeg som pårørende tilbragte hver dag på forskellige af Region Hovedstadens hospitaler. Nogle gange kom jeg på besøg lige efter klovnene – og glæden var der stadig på stuen/i afdelingen. Andre gange oplevede jeg dem selv. Det var de dage, hvor det hele blev lidt lettere at bære. Og det var ikke kun mig, Heldigvis ikke. Nej det gjaldt alle tre ”P’er”: Patienter, Pårørende og Personale.

Min kone og jeg talte meget om klovnene. Hvad de gjorde for ikke kun børne-patienterne, men for alle. Heldigvis har vi vel alle et barn indeni os. Så da jeg desværre blev tvunget til at ændre vort testamente til mit testamente, var sagen diskuteret og besluttet: Hospitalsklovnene skulle skrives ind som arvinger.

Jeg ved godt, at det giver nogle økonomiske fordele – ikke kun for klovnene, men også for de andre arvinger. Klovnene får, og de øvrige arvinger får mere, end de ellers ville have fået. Det er da en ren win-win situation, og man skulle da være en klovn, hvis man ikke benyttede sig af den.

Men klovneriet overlader jeg til de rigtige klovne, som spreder lys og glæde.”