Hospitalsklovnen skaber små sprækker af lys.
Hver dag møder vi børn og unge på landets hospitaler. Vores røde næse er verdens mindste maske, og med den inviterer vi dem for en stund ind i en verden af fantasi, poesi og fortryllelse, der kan give dem en tiltrængt pause fra deres sygdom.
Hvert år bliver 240.000 børn og unge behandlet på landets hospitaler enten ambulant eller ved indlæggelse. For alle de børn og unge er det et uønsket indhug i deres hverdag og ofte en svær og trist tid for hele familien.
Nogle familier møder vi en enkelt gang på en hospitalsstue eller til en procedure. Andre familier møder vi år efter år og opbygger tætte relationer til. På den måde bliver hospitalsklovnen en del af familiens oplevelse af og fortælling om et længere hospitalsophold – og måske et anker for familien i en svær tid.
Vi kan holde i hånden og tage hånd om det svære
Danske Hospitalsklovne møder indlagte og kronisk syge børn og unge på sengeafsnit og ambulatorier i hele landet. Når vi træder ind i et rum, ser vi de mennesker, der er – børn, pårørende og personale – og reagerer på den konkrete stemning.
Måske er der brug for at omdanne hospitalsstuen til et rum fuld af leg og magi. Måske er der brug for hjælp til at gennemføre en undersøgelse. Eller måske er der brug for, at vi sætter ord og krop på barnets smerte.
Ofte fanger hospitalsklovnen barnets opmærksomhed ved at lave noget sjovt eller magisk, og når den første kontakt er skabt, er der åbnet op for en mere alvorlig snak om den smerte eller behandling, barnet er bange for
Helle Nygård Kristensen, ph.d. og tidligere ledende sygeplejerske.
Hospitalsklovnen kan f.eks. være med, når…
- barnet skal gennem en procedure, f.eks. have taget blodprøve, lægges i narkose, scannes eller have fjernet sting
- barnet savner en legekammerat
- barnet skal understøttes i at udtrykke og reagere på svære følelser
- barnet skal have den voksne hospitalsverden oversat til en forståelig børneverden
- barnet eller familien har brug for en at snakke med
- personalet skal observere barnet i en bestemt situation
Vidste du…?
- Vi er på alle børneafdelinger
- Hospitalsklovnene kommer på faste ugedage og går oftest i makkerpar
- Alle vores hospitalsklovne har en 1,5-årig uddannelse og bliver løbende efteruddannede
Et tæt samarbejde med fagpersonalet
Hospitalsklovnene arbejder tæt sammen med personalet på landets hospitaler og indgår de fleste steder som en aktiv del af behandlingen. Vi deltager ved behandlinger såsom blodprøvetagninger, skiftning af forbindinger, dropanlæggelse/fjernelse af drop mv.
Hospitalsklovnene går ”stuegang” på samme måde som lægen og besøger børnene på deres stuer. Ofte kan man også finde os i opholdsrum, legestuer og på gangene.
En operation og en bedøvelse kan være hårdt for barnet og for hele familien. Hospitalsklovnen er ufarlig, legende og kan lave skøre ting, der er ude af kontekst. Det letter stemningen og gør ganske enkelt mit arbejde lettere
Peter Ahlburg, overlæge på børne-anæstesiafdelingen på Aarhus Universitetshospital.
Trudi bryder isen, når børn skal opereres
I 19 år har hospitalsklovnen Trudi været tilknyttet operationsafsnittet på Aarhus Universitetshospitals børneafdeling.
Anæstesisygeplejerske Tanja Høttges Beuschau oplever, at hendes arbejde bliver lettere, når Trudi bryder isen og sørger for, at børnene bliver afslappede og mindre nervøse.
Ph.d.-afhandling konkluderer:
Børn klarer smerter bedre med en hospitalsklovn
Ph.d. Helle Nygård Kristensen konkluderer i sin afhandling fra 2019, at børn har lettere ved at håndtere smerte, når de er sammen med en hospitalsklovn.