”Hospitalsklovnene møder mine to børn lige der, hvor de hver især er”.
Hulda kender hospitalsgangene bedre end de fleste. Begge hendes børn er nemlig kronisk syge. Både storesøster Anna og lillebror Mikael har glæde af hospitalsklovnene, men på to vidt forskellige måder. Nemlig lige præcis på den måde, de hver især har brug for.
Anna bliver diagnosticeret med gigt, da hun er halvandet år gammel, og familiens kalender bliver fyldt op med hospitalsbesøg. To år senere kommer Annas lillebror Mikael til verden, og det bliver hurtigt klart for familien, at Mikael har en sjælden genfejl og, ligesom Anna, vil skulle bruge store dele af sin barndom på hospitalet.
Forskellige børn kræver forskellige tilgange
Selvom Anna og Mikael deler både forældre og hospital, er der stor forskel på de to søskendes personligheder, behov og situationer. Og for Hulda afspejler det sig også tydeligt i de forskellige tilgange hospitalsklovnene har, når de møder hendes to børn.
– Anna er jo en pige, der elsker at fjolle og larme og danse, så hun og klovnene har altid en fest. Mikael har altid været ret sensitiv, så han er ikke så glad for larm og store armbevægelser. Det, vi beundrer allermest ved hospitalsklovnene, er, at vores børn hver især bliver mødt, hvor de har behov for det, siger Hulda og fortsætter:
– De møder Mikael på en helt anden måde, end de møder Anna, for han har brug for noget helt andet. Han har ikke brug for fjolleri og kolbøtter på gulvet, men så bliver han mødt i computerspil og i sin yndlingssang, der har hjulpet ham gennem kemoen, da han fik konstateret kræft.
Fjolleri, dans og kolbøtter på gulvet
Der er altid fart på, når Anna og hospitalsklovnene Flip, Citronella og Båt er sammen. Anna mødte hospitalsklovnene, da hun var fire år gammel, og siden har de brugt hvert et minut på at fylde mindebogen med danseforestillinger, improviserede sange, skøre madopskrifter og grineflip.
– De har fjollet rigtig meget sammen og grinet helt vildt. Anna er meget kreativ, og det har de trukket frem i hende. De har for eksempel opdigtet sange sammen og fået hele hospitalsstuen til at få grineflip, siger Hulda.
Derfor var det også med blandede følelser, da Anna skulle begynde at medicinere sig selv derhjemme.
– Det kan jo godt lyde lidt mærkeligt, ikke at være glad for at skulle mindre på hospitalet. For alle vi andre kan jo tænke, at det er megafedt, hun ikke skal derind hver tredje uge og have medicin. Men for Anna fyldte det meget, at hun ikke skulle se klovnene, siger Hulda.
Computerspil og ukuleletoner
I modsætning til Anna har Mikael mange lange indlæggelser. For et år siden fik han, udover sin genfejl, konstateret kræft, og det er ikke kun fysisk, men også psykisk hårdt.
– Mikael har helt tabt gangfunktionen, og han kan faktisk ikke engang stå på benene mere, så det har været et voldsomt forløb, der også har påvirket ham meget psykisk. Han har lukket sig mere inde på sin stue og sagt nej tak til besøg. Han synes, det er forfærdeligt at være på sygehuset. Det er det værste, han ved, og han vil bare hjem, siger Hulda.
Men Mikael har også dage, hvor der er plads til en rødnæset allieret i computerspillet eller toner fra ukulelen i øregangen.
– Første gang, vi mødte hospitalsklovnen Baglæns, var hun meget forsigtig og stod bare og kiggede på, at Mikael spillede computer. Og så sagde hun ”ej, jeg tror ikke, jeg ville kunne finde ud af det”. Og så svarede han, at det troede han godt, hun ville kunne, hvis hun prøvede. På den måde inviterede han hende ind. Og det var så fin en måde at gå til ham på, siger Hulda.
I dag er Anna 14 år gammel og tager sin medicin derhjemme, men kommer på hospitalet hver tredje måned. Mikael er 12 år gammel og i gang med et kemoforløb. Han har derfor sin faste gang på hospitalet, hvor Baglæns stadig stikker næsen ind til et computerspil, når humøret er til det.
