Hospitalsklovnen Todaysi

“Hospitalsklovnen skaber otte forskellige typer værdi”.

Danske Hospitalsklovnes indsatser har stor og betydningsfuld værdi for børn, unge og forældres oplevelse af sygdom og behandling. Det viser en ny undersøgelse, der er udarbejdet af Socialt Udviklingscenter SUS.

– Værdien af hospitalsklovnenes arbejde kommer til udtryk både hos børn og familier med en enkeltstående eller sporadisk tilknytning til behandlingsverdenen og hos børn, unge og deres forældre med længerevarende eller hyppige hospitalsbesøg, skriver Socialt Udviklingscenter SUS i deres rapport.

I undersøgelsen ser SUS nærmere på, hvilke forskellige typer af værdi, hospitalsklovnene skaber for børn, unge og familier, der er syge og i behandling. Resultaterne viser, at hospitalsklovnene skaber værdi på otte forskellige måder.

Hospitalsklovnen Basta med rød næse og grøn hat kigger op i luften

Et sundhedsvæsen i forandring

Sundhedsvæsnet er i forandring, og det har allerede betydning for, hvordan vi kan møde syge og sårbare børn og unge. Både rammer og organisering af sundhedsvæsnet ændrer sig, ligesom der sker forandringer i behandling og kommunikation med børn og unge. Brugen af teknologi og digitalisering vokser, hjemmebehandling bliver mere udbredt, og der er kommet endnu større fokus på leg, kunst og kultur.

Vores indsatser favner bredt, og vi har mange næser på, når vi møder børn, unge og familier på besøgsstederne. Vi kan agere livsvidner og brobyggere, når vi følger børn og unge i længere sygdomsforløb på tværs af afdelinger, behandlingssteder og institutioner. Vi kan være medhjælpere og formidlere, når børn og unge skal undersøges, eller der skal åbnes døre til perspektiver, fagpersonalet ikke selv har adgang til. Og vi kan være ambassadører for en legende kultur, der inspirerer og inviterer til leg blandt børn og personale.

Vores tætte samarbejde med fagpersonalet er afgørende:

85%

af fagpersonalet oplever at have en god samarbejdsrelation til hospitalsklovnene.

95%

af fagpersonalet oplever hospitalsklovnene som en relevant faglighed at samarbejde med.

Jeg synes, at noget af det klovnene er bedst til, det er dét der med at påtage sig barnets smerte. Altså, ligesom spejle og gøre det til noget andet

Citat personale

Værdi på otte forskellige måder

Undersøgelser viser, at mange børn og unges oplevelse af sygdom og behandling er tæt forbundet med smerte, tvang og følelsen af isolation, alenehed og kedsomhed. For flere børn og unge bliver sygdommen en identitesmarkør, og de har et stort behov for normalitet og brud med hospitalsrammerne.

SUS’ undersøgelse konkluderer, at Danske Hospitalsklovnes indsatser har stor værdi for børn, unge og forældres oplevelser af sygdom og behandling. Ifølge undersøgelsen skaber hospitalsklovnene otte forskellige typer af værdi. Hospitalsklovnene…

  • skaber et frirum, hvor sygdom og behandling for en stund træder i baggrunden
  • ser og fornemmer børnene, som de er og fornemmer deres følelser, interesser og ressourcer
  • bryder med rammer, rutiner og roller, hvilket virker befriende
  • skaber glæde, og de sjove møder med klovnene bliver en del af familiens fortælling
  • rummer alle slags følelser – både de lette og de svære
  • giver barnet kontrol, handlekraft og håb. Barnet bestemmer ikke meget i behandlingsverdenen, men hospitalsklovnen lader barnet have kontrollen
  • gør, at hospitalet bliver ok. Hospitalsklovnene kan få børn, unge og forældre til at synes, det er sjovt og trygt at være på hospitalet, selvom situationen er præget af smerte, bekymring og ventetid
  • har tid, ro og nærvær, som er en kontrast til det travle personale i behandlingsverdenen

Vil du vide mere?

Marie Gade Husted

Videns- og læringskonsulent

Send mail

31 16 77 73