Hospitalsklovnen Karla giver Villads smilet tilbage i julen

Det kommer som et lyn fra en klar himmel, da 8-årige Villads bliver akut indlagt lillejuleaften med et højt og hurtigt stigende infektionstal. Det betyder en anderledes jul med utallige blodprøver, en rygmarvsprøve, scanninger og mange bekymringer – men også en ny rødnæset ven.

Ingen forstår, hvorfor 8-årige Villads begynder at blive meget syg i dagene op til jul i 2021. Lillejuleaften bliver han indlagt med høj feber, opkastninger og et hurtigt stigende infektionstal. Det betyder, at familiens juleplaner bliver udskiftet med bekymringer og utallige prøver for at finde frem til, hvorfor Villads er syg.

– Det er særligt svært at være indlagt i julen, fordi man ikke rigtig kan fejre højtiden på den måde, man plejer, når hele familien er bekymret, fortæller Cecilie, mor til Villads.

Juleaften får Villads lov til at komme hjem et par timer om aftenen, så familien kan spise lidt julemad og danse om juletræet sammen. Men efter et par timers hygge er Villads tilbage på hospitalet, hvor han fortsat har det skidt.

– Det er hårdt, fordi man mangler familien. Julen er normalt den tid, hvor man vil hygge med bedsteforældre. Pludselig kommer man til at savne det hele mere, forklarer Cecilie.

Karla kom cyklende med julegaver og smil

1. juledag får familien endelig svar, da en CT-scanning fastslår, at Villads har betændelse i sin højre nyre. Men da Villads skal i behandling har han fået nok af nåle og er panisk for dem – og her kommer hospitalsklovnen Karla ind i hans liv.

– Karla cyklede rundt på en ladcykel fyldt med gaver, og Villads fik mange af hende. De sneg sig ud af stuen sammen og hen for at ’stjæle’ flere gaver sammen fra et depotrum. Hun gav ham smilet tilbage, fortæller Cecilie.

Villads og hospitalsklovnen Karla
Villads og hospitalsklovnen Karla

Karla gør nålen mindre skræmmende

Mens Villads er i behandling, er Karla også med hver gang, Villads skal have taget prøver. Med et drop i den ene hånd, leger hun og Villads læge sammen og snakker om, hvor træls det kan være at blive stukket.

– På den måde blev det mindre skræmmende for Villads, fordi de kunne grine sammen. Karla blev en tryg hånd for Villads at holde i, fortæller Cecilie.

Man har aldrig fundet ud af, hvorfor Villads blev så syg. Men i dag er han 10 år gammel og helt rask igen.

Og selvom Villads på ingen måde savner at være syg, har han ikke glemt hospitalsklovnen Karla. For hun lærte ham nemlig et trylletrick med en blyant og en serviet.

– Et trick, han virkelig elskede. Karla gjorde en svær tid lettere for både Villads og os som forældre, slutter Cecilie.

Giv et julebidrag til indlagte børn.

Vælg beløb(Påkrævet)