Trudi synger Vanessa trygt ind i narkosen.
Det er skæmmende at skulle opereres. Også selvom man, som 13-årige Vanessa, har prøvet det 10 gange. Men når hun lukker øjnene, og hospitalsklovnen Trudi fylder operationsstuen med godnatsange, forsvinder frygten.
Det er skæmmende at skulle opereres. Også selvom man, som 13-årige Vanessa, har prøvet det 10 gange. Men når hun lukker øjnene, og hospitalsklovnen Trudi fylder operationsstuen med godnatsange, forsvinder frygten.
Siden Vanessa blev født, har MR-scanninger, blodprøver, kemobehandlinger og operationer været en fast del af hendes liv. Allerede da Vanessa er 14 dage gammel, opdager hendes mor nemlig mystiske pletter på hendes krop.
– Jeg begynder at Google, og så kommer den her uhyggelige sygdom op – en genfejl, der hedder NF1. Jeg ringer til Center for Sjældne Sygdomme, og vi får taget nogle prøver, der viser, at det ér den genfejl, hun har, fortæller Vanessas mor, Simone.
Diagnosen sætter tandhjulene i gang, og på et splitsekund bliver der vendt op og ned på Vanessa og hendes families liv.
“Jeg faldt i søvn med et smil på læben”
Vanessas hverdag er i perioder fyldt til randen med undersøgelser og behandlinger. Men det er særligt operationerne, der er svære.
– Hun kan ikke lide følelsen af at blive svimmel, lige inden hun skal lægges i narkose. Det er hun meget bange for, fortæller Vanessas mor.
Selvom Vanessa med årene bliver bedre og bedre til at klare sig gennem operationsdagene, er det alligevel rart, da der en dag står en velkendt rød næse og tager imod hende ved operationsstuen.
– Jeg skulle have opereret en port i, og så spurgte Trudi, om hun måtte gå med ind. Det var faktisk første gang, jeg mødte Trudi, men jeg kender jo hospitalsklovnene rigtig godt, så jeg syntes bare, det var hyggeligt, at hun ville med mig, fortæller Vanessa og fortsætter:
– Trudi spillede en godnatsang for mig, mens jeg blev lagt i narkose, og det var virkelig beroligende og trygt. Jeg tænkte ikke så meget på, hvad der skulle ske, og at jeg ville blive svimmel lige om lidt. Jeg lyttede bare til den sang, hun spillede, og så fald jeg i søvn med et smil på læben.
Et trygt og genkendeligt anker
Vanessa har kendt hospitalsklovnene, så længe hun kan huske. Selvom hun ofte flytter sig mellem behandlinger, undersøgelser, afdelinger og hospitaler, er de røde næser et trygt og genkendeligt anker for familien.
– Normalt er vi tilknyttet Aarhus, men en dag skulle Vanessa indlægges i Kolding, og det var jo et helt nyt sted. Pludselig kom hospitalsklovnen Theodor, som vi kender fra Aarhus, gående. Da de to fik øje på hinanden, var der øjeblikkelig gensynsglæde og store krammere. Det var rart, at selvom vi var på et fremmed sygehus, så var der noget, vi kendte. Hospitalsklovnene får os til at føle os husket og holdt af – uanset hvor vi er, siger Vanessas mor.
Derfor er Vanessa heller ikke i tvivl om, hvilken forskel hospitalsklovnene gør for hendes tid på hospitalet.
– Hospitalsklovnene får mig til at tænke på noget andet og næsten glemme, at jeg har en sygdom. Når de er der, har jeg noget at glæde mig til, når jeg skal på hospitalet. Jeg er så glad for, vi har klovnene. De gør en stor forskel, siger Vanessa.
I dag er Vanessa 13 år gammel og har for kort tid siden afsluttet et kemoforløb. Derfor følger lægerne hende tæt, og hun er ofte forbi hospitalet, hvor hun altid håber på at møde hospitalsklovnene.