Fra traume til tryghed: Flip vender blodprøverne på hovedet.
Sebastian var bare tre år gammel, da hans første blodprøve satte sig som et dybt traume. Men med hospitalsklovnen Flip ved sin side, kunne nåleskrækken ikke slå ham ud. I dag har Sebastian været igennem mere end 50 blodprøver.
Da Sebastian skulle til treårsundersøgelse, vidste familien allerede, at der var noget, der ikke var, som det skulle være.
– Sebastian blev sendt på hospitalet for at få lavet en fire timer lang undersøgelse, hvor han løbende skulle have taget blodprøver. Han var utrolig nervøs, og det gjorde det svært for sygeplejerskerne at tage prøverne, så der skulle fire voksne til at holde ham fast imens. Det satte sig rigtig dumt i ham psykisk i mange mange år efter, fortæller Sebastians mor, Vicki
Prøverne viste, at Sebastian manglede væksthormon, og beskeden fra lægen lød, at han de næste 13 år skulle på hospitalet hver tredje måned for at få taget blodprøver.
Et projekt af frygt
Dagene, hvor Sebastian skulle på hospitalet og have taget blodprøver, var helt særlige. Han var så bange, at hans forældre ofte måtte vente med at fortælle om blodprøven til om morgenen, så han ikke lå søvnløs om natten.
– Sebastian var bange. Som i helt rædselsslagen. Det vat ét stort projekt af frygt, for han havde så mange traumer fra den første blodprøve. Det var vildt ubehageligt for alle at skulle igennem det igen og igen, siger Sebastians mor.
Sebastian husker også tydeligt, hvordan angsten for at skulle have taget blodprøver virkede altoverskyggende.
– Jeg kan huske en bestemt morgen, da jeg var helt lille. Jeg vågnede og kom i tanke om, at det var i dag, jeg skulle have taget blodprøve. Og så begyndte jeg bare at græde, fortæller Sebastian.
”Flip havde al tid i verden”
En dag midt i frygt og frustration trådte et par klovnesko ind på hospitalsstuen og vendte op og ned på Sebastians blodprøverutiner.
– Flip var med til blodprøvetagningerne næsten fra første gang, jeg mødte hende. Hun digtede sange sammen med min bamse, og så stod hun oppe på en stol og sang dem, mens jeg fik taget blodprøven. Flip var et eventyr midt i alt det grå. Det hele føles meget farveløst, når man er lille og ked af det. Hun brød bare med hele situationen. Det var den vindende formel, fortæller Sebastian.
Med årene blev flere og flere minutter skåret fra proceduren, og hvad der før var et heldagsprojekt, kunne pludselig klares på et kvarter.
– Flip fik det til at virke som om, vi havde al tid i verden. Vi havde aldrig følelsen af, at der var noget andet, der ventede. Tryghed var virkelig nøgleordet for Sebastian, fortæller hans mor.
En holdindsats mod nåleskræk
At få Sebastian godt og trygt igennem blodprøverne var en holdindsats, og samspillet mellem Sebastian, hans forældre, fagpersonalet og hospitalsklovnen Flip viste sig at være den helt rigtige medicin mod Sebastians nåleskræk.
– Personalet og klovnene havde et virkelig godt samarbejde omkring Sebastian. Det var ret enestående. Med tiden lærte vi Sebastians behov bedre og bedre at kende, og det blev mere og mere effektivt. Vi vidste ligesom, hvad vi skulle, og så fik vi vores egen rutine, siger Sebastians mor og fortsætter:
– Flip udfyldte en rolle, som vi andre ikke kunne i den situation. Sygeplejersken er nødt til at fokusere på at udføre sit arbejde og få taget blodprøven, og som mor var jeg følelsesmæssigt investeret i mit barn, som panikkede og hyperventilerede. Og så kom den her tredjepart og kunne bare bære ham. Det gjorde virkelig en forskel.
I dag er Sebastian 17 år gammel og går i 1.g i gymnasiet. Han har afsluttet sin behandling på hospitalet og klarer nu sine blodprøver på fem minutter på vej til skole.
