Mor til 2-årige Agnes: ”Hospitalsstuen blev tryg at falde i søvn på”.

Når mørket falder på, føles hospitalsvæggene ekstra hvide og lydene ekstra fremmede. 2-årige Agnes har brugt mange nætter i hospitalssengen på Regionshospitalet Viborg, hvor hun ofte har været indlagt i flere måneder ad gangen på grund af vand i hovedet. Derfor var begejstringen ikke til at holde tilbage, da hospitalsklovnene Turbo og Petunia besøgte hende ved sengetid.

Da Agnes er seks måneder gammel, finder lægerne en cyste, der senere viser sig at være årsag til, at Agnes har vand i hovedet. Cysten bliver hurtigt opereret væk, men hovedet har drillet siden.

– De fjernede cysten og regnede faktisk med, at det var overstået. Men hun fik desværre en lille blødning efterfølgende, og hun kunne ikke rigtig komme ovenpå igen. Så det sidste halvandet år har vi været inde og ude af sygehuset med forskellige undersøgelser og operationer, fortæller Agnes’ mor, Pernille.

Hospitalsklovnene Turbo og Petunia er på godnatbesøg hos Agnes. De puster sæbebobler sammen

Agnes får en godnatstund

Der var smil på læberne og sæbebobler på hospitalsstuen en mørk efterårsaften, da Agnes fik besøg af de røde næser.

Agnes og hospitalsklovnene Turbo og Petunia

Det er utrygt at overnatte på hospitalet

Agnes er ofte indlagt i lange perioder, fordi lægerne endnu har svært ved at finde sammenhængen mellem hendes symptomer. De lange indlæggelser har betydet mange nætter i hospitalssengen, og det har ikke altid føltes lige trygt.

– Jeg kan tydeligt mærke, at Agnes er utryg, når hun ikke ligger i sin egen seng. Uroen på hospitalet gør det svært at falde i søvn. Der er en masse fremmede lyde – folk der går på gangene, maskiner der bipper, børn der græder på de andre stuer, og alarmer der går. Og så bare sådan noget som at alt er så hvidt og klinisk. Omgivelserne er helt anderledes end derhjemme, siger Agnes’ mor.

En god start på natten

Da hospitalsklovnene Turbo og Petunia en aften træder ind på hospitalsstuen, lyser Agnes om kap med stjernerne.

– Det var fantastisk at få besøg om aftenen! Der var en helt anden ro og nærhed end om dagen, og de lærte Agnes at kende på en anden måde. Det er som om, båndet til dem er blevet forstærket efter godnatstunden, siger Agnes’ mor.

For Agnes og hendes mor er dagtimerne ofte fyldt med undersøgelser, besøg og aktiviteter. Derfor føles aftenen med hospitalsklovnene også ekstra særlig.

– Der sker så mange ting om dagen, men om aftenen er man alene, og så kan det være svært at distrahere sig selv fra, at man befinder sig på en hospitalsstue i stedet for i sit eget hjem. Godnatstunden gjorde hospitalsstuen tryg at falde i søvn på. Det gav os et break og fik os til at tænke på noget andet end sygdom. Vi var et andet sted for en stund, siger hun og fortsætter:

– Godnatstunden gav os en god start på natten og fyldte Agnes op med en masse gode tanker, så vi begge kunne gå i seng med et smil.

Agnes er netop blevet udskrevet efter to måneders indlæggelse på Regionshospitalet Viborg og er på vej tilbage i dagpleje. Hun følges stadig tæt af både børnelæger, neurologer og neurokirurger, der arbejder hårdt på at sikre Agnes den rette støtte og behandling.

Giv indlagte børn en tryg hånd at holde i når livet på hospitalet gør ondt.

Vælg beløb(Påkrævet)