Hospitalsklovnene giver Daniel et frirum.
Daniel har en kronisk betændelsestilstand i tarmen og har derfor tilbragt utallige timer på landets hospitaler og har været igennem godt 20 narkoser. Livet på hospitalet kan være hårdt, når man som Daniel har brug for normalitet, tryghed og velkendte ansigter. Heldigvis giver hospitalsklovnene ham et frirum fra sygdommen.
Da Daniel er syv år gammel, får han voldsomme mavesmerter og bliver undersøgt på sygehuset. Han bliver akut flyttet til Odense Universitetshospital på grund af blødende tyktarm og udskrives efter en måneds indlæggelse. Siden da har han været igennem talrige indlæggelser, operationer og prøver.
– Efter 14 dage med blødende tyktarm valgte de at fjerne hele tyktarmen og lave stomi. Stomien er senere fjernet, men han døjer med kronisk betændelse i den nye endetarm. Udover de tre længere indlæggelser, har der været rigtig mange ambulante narkoser. Det tærer jo også på sådan en lille krop, fortæller Christina, der er mor til Daniel.
Hospitalsklovnene har en særlig tilgang
Selvom Daniel har en enorm kampgejst og livsglæde, tager de mange hospitalsbesøg og de daglige smerter hårdt på ham. Særligt i begyndelsen havde han svært ved at finde sig til rette på sygehuset.
– Han reagerede i starten ved at lukke sig fuldstændig inde. Han kiggede ikke nogen andre end mig i øjnene, og der var ikke meget kommunikation mellem ham og hospitalspersonalet. Det var ligesom et gardin, der blev rullet ned. For Daniel har det været en overlevelsesmekanisme at lukke sig selv inde, fortæller hans mor.
Men det ændrer sig, da han møder hospitalsklovnene, som langsomt vinder hans tillid og skaber en helt særlig relation, der giver plads til meget mere end hans sygdom.
Da klovnene kom første gang, sad de og snakkede lidt med Daniel, men han havde gardinet rullet helt ned. Men da de så kom igen dagen efter, kunne de mærke, at han havde rullet det lidt op, og der var pludselig en indgang. Klovnene havde en let og positiv tilgang, og langsomt begyndte han at åbne mere op
Christina, mor til Daniel
Samvær på Daniels præmisser
Daniels smerter kommer oftest pludseligt og uventet og har stor indvirkning på hans energiniveau. Det betyder, at hans overskud svinger meget og kan skifte fra time til time. Derfor er det vigtigt for ham, at hospitalsklovnene forstår og tilpasser sig hans behov.
– Daniels overskud har svinget meget og klovnene har altid været rigtig dygtige til at afkode, hvad han havde brug for. Nogle dage har de danset og fjollet, men på de hårde dage, hvor Daniel ikke har haft så meget energi, har de også kunne sidde og snakke og tegne stille og roligt. I takt med, at Daniel fik det bedre, justerede klovnene ligesom deres interaktion med ham, og de begyndte at lave nogle andre ting med ham, fordi de kunne mærke, at han havde mere overskud, siger hans mor.
Hospitalsklovnene giver et pusterum
For Daniel er det vigtigt at have hospitalsklovnene som et frirum, hvor han ikke skal forholde sig til alt det hårde ved at være indlagt. Derfor har familien også valgt at holde sygdomsforløbet og hospitalsklovnene så adskilt som muligt. Det betyder for eksempel, at hospitalsklovnene ikke er med, når han skal opereres eller have taget prøver.
– Det betyder så meget for Daniel at have hospitalsklovnene til at fjerne fokus fra sygdommen. Om det så er med fis og ballade eller helt stille og roligt. Bare det, at der sker noget andet. Det er et lyspunkt, siger hans mor.
Daniels store behov for normalitet betyder, at han har svært ved at finde sig tilpas i hverdagen på hospitalet, hvor sygdom fylder meget, og der kan være langt mellem fjolleri og eventyr.
– Klovnene er en relation, der ikke nødvendigvis minder ham om sygdom. Han er jo godt klar over, han møder dem, når vi er på sygehuset, og at han er på sygehuset, fordi der er noget træls, men klovnene blev ligesom bare nogle gode venner. Når Daniel ser klovnene, vækker det ikke noget trist, det vækker noget rart og trygt, fortæller Christina.
Daniels betændelse i tarmen er kronisk, og han får derfor fortsat biologisk medicin og antibiotika.