”Hospitalsklovnene skabte et rum, hvor jeg ikke var syg”.

Allerede da Clara gik i 7. klasse blev det tydeligt, at hun kæmpede med tungere tanker end sine klassekammerater.

– Jeg kan huske, der var en dag i skolen, hvor min lærer trak mig til side og spurgte, hvordan jeg havde det… og så brød jeg bare fuldstændig sammen. Jeg begyndte at få sådan nogle panikanfald, hvor jeg ikke følte, jeg kunne trække vejret. Det var, som om alt indeni mig bare eksploderede på én gang, og alt kørte med 120 km i timen, fortæller Clara.

Med hovedet fuld af tanker og kroppen fuld af følelser blev hverdagen sværere og sværere at overkomme, og da Clara gik i 7. klasse, blev hun første gang indlagt i børne- og ungdomspsykiatrien. Årene efter var præget af lange indlæggelser, psykologsamtaler og udredning.

– Det er supersvært for andre at forstå sygdom, når de ikke kan se den. Det her med at have så svært ved at være til, at man simpelthen ikke har lyst til at være det længere. Man kan jo have så ondt indeni, at det også gør fysisk ondt i kroppen. Det kan bare føles som sådan et stort sort hul inde maven, der suger alt ud af én, fortæller Clara.

Hospitalsklovnene maler farver på de hvide vægge

På en psykiatrisk afdeling er det svært at skelne mellem mandag og torsdag. Dagene ligner hinanden, og struktur, rutiner og sygdom kan føles altoverskyggende, mens den virkelige verden ikke er inden for rækkevidde. Allerede under Claras første indlæggelse mødte hun hospitalsklovnen Frøken Lakrids, der hurtigt blev et vindue ind til det normale, Clara længtes efter.

– Når man er indlagt, bliver det hele bare rigtig meget sygdom. Du er syg, og du er omringet af folk, der enten selv er syge, eller som skal prøve at fikse din sygdom. Der blev hospitalsklovnene bare på en eller anden måde noget, der repræsenterede det normale, siger Clara og fortsætter:

– Det hele er jo bare hvide vægge og behandling og medicin, og så kommer der nogen med farver og musik, og det er bare sådan en kæmpe kontrast, i forhold til det man er blevet vant til. Det var et kæmpe afbræk fra rutinerne, når hospitalsklovnene kom. Det lige at blive hevet tilbage ud i larm og farver, det var simpelthen så befriende. Det har været virkelig vigtigt for mig for at holde fast i normaliteten.

Når ingen andre turde

I de svære perioder oplevede Clara ofte at blive mødt af enten berøringsangst eller et brændende ønske om at hjælpe og kurere hende. Derfor skabte hospitalsklovnenes umiddelbare og modige tilgang et vigtigt åndehul.

– Dem, jeg kendte udenom psykiatrien, havde berøringsangst, når jeg havde det rigtig skidt. Og dem, der arbejdede i psykiatrien, var mere optagede af, hvad de kunne gøre ved det, siger Clara og fortsætter:

– Noget af det, jeg virkelig husker, og som betød enormt meget for mig, er, at uanset hvor skidt jeg havde det, og hvor meget jeg lukkede mig inde og græd, så turde Frøken Lakrids og Boing altid at nærme sig mig. De turde sige det, ingen andre turde. De var så umiddelbare, og det var bare virkelig befriende, at de ikke var berøringsangste og heller ikke skulle kurere mig. Det var totalt et åndehul i alt det kaos. Åh, jeg syntes bare, der skulle være en hospitalsklovn fast på alle psykiatriske afdelinger. Det vil jeg gerne kæmpe for.

I dag har lægerne fundet den helt rigtige medicin til Clara, og hun har det bedre, end hun har haft i mange år. Clara er lige startet på lærerseminariet, spiller teater og drømmer om at søge ind på hospitalsklovneuddannelsen i fremtiden, så hun kan fylde andre sårbare unges indlæggelser med farver, lethed, leg og mod.