Hospitalsklovn på børnehospice: ’Man er levende, indtil man dør’.
Hospitalsklovnen Ludo arbejder i Lukashuset, som var det første børnehospice i Danmark. Med den røde næse på er det hendes opgave at fokusere på livet, lyset og legen lige til det sidste, for ”man kan ikke være lidt død”, som hun siger.
På børnehospice behandler og lindrer man uhelbredeligt eller kronisk syge børn og unge. Det særlige ved børnehospice er, at hele familien kan bo der, da det er indrettet, så det bliver så hjemligt som muligt.
Børnehospice er et sted, hvor alle arbejder på at gøre hver stund til en særlig stund. Mange tror, at man er på børnehospice for at dø. Men faktisk kommer størstedelen af familierne for at blive aflastet i en kortere eller længere periode for herefter at blive udskrevet igen. På den måde er børns forløb anderledes end på voksenhospice.
– Med et barn indlagt på hospitalet bliver man ofte splittet som familie, fordi den ene forælder er indlagt med barnet, og den anden skal være hjemme hos evt. søskende. At være på børnehospice giver en ro og stabilitet i hverdagen, hvor hele familien kan være der sammen og blive genforenet, fortæller Mette Brich, der arbejder som hospitalsklovnen Ludo i Lukashuset.
Lukashuset i Hellerup ved København er et af de to børnehospicer, der er i Danmark. Det andet er Strandbakkehuset i Rønde på Djursland. Danske Hospitalsklovne kommer fast på de to hospicer en gang om ugen og har været med lige fra start begge steder.
Mette har mødt mange familier i Lukashuset og har som Ludo støttet syge børn og deres pårørende, siden det åbnede i 2015. Hun har flere gange oplevet, at nogle børn kan genkende hende fra hospitalet.
Nogle familier har tidligere mødt mig på hospitalet og bliver glade, når de møder nogen, de kender. Én, der bare kan være i rummet og kender til familien. Det kan skabe tryghed
Mette Brich, hospitalsklovnen Ludo
Hospitalsklovnen ser det usynlige i rummet
Hvad er det, hospitalsklovnen Ludo kan gøre på børnehospice? For kan man lave sjov midt i alvoren? Mette fortæller, at når stemningen på børnehospice er præget af sorg, smerte og bekymring – og måske få eller ingen ord – kan hospitalsklovnen være med til at sætte ord på det usynlige og legitimere både sorgen og livet og bidrage til at få latter, leg og glæde ind.
– En ung pige, der vidste, at hun skulle dø, havde lavet en liste med det, hun ville nå inden. Så jeg kom med tossede forslag, som måske ikke lige var sagen, men det livede op. Jeg prøvede at lege i det univers, hun var i, siger hun og tilføjer:
– Hospitalsklovnen er en del af huset, og vi er der for at sprede den forandring, vi kan – både for familierne, personalet og de frivillige. Man er levende, indtil man dør. Man kan ikke være lidt død. Barnet har ret til at leve hele sit liv – med tårer, vrede, sang, leg og latter. Hospitalsklovnene repræsenterer livet, og vi kan prøve at gøre det så rart at være her, så længe barnet er her. Der er jo et rask barn indeni det syge.
Hospitalsklovnens eftermæle i familien
Ludo fik på børnehospice en nær relation til en familie med to drenge, hvor den yngste bror var meget syg og endte med at dø. Hun knyttede et særligt bånd til storebroren under opholdet, og det betød så meget for familien, at Ludo deltog i lillebrors begravelse og et besøg i storebrors børnehave nogle dage senere.
– Til begravelsen blev jeg i kirken mødt af et glædesråb fra storebror, og vi lavede sammen en ballonhund, som han lagde på den lille kiste. Vi fulgtes bagefter alle til kirkegården. I børnehaven ugen efter blev jeg først mødt af forundring blandt børnene, men så faldt snakken på lillebrors død, og så var der en, hvis mormor var død, og det skabte en fortrolig stemning, inden de hver især fik en rød næse på og legede videre. Alt var ligesom tilladt. Det er så vigtigt at få livet, legen og latteren med i hele rejsen, afslutter Mette.